Abstrakte ekspressive malerier

Abstrakt maleri og abstrakt kunst nu om dage er en kunstform som har løsrevet sig fra den realistiske afbildning af den fysiske verden, mennesker, dyr, planter, landskaber, genstande, for at udforske alternative veje og nonfigurative måder at arbejde med visuelle grundelementer som farve, form, tekstur og lys, og lade dem træde frem i deres egen ret.

Motiver i et abstrakt maleri er umiddelbart ikke genkendelige og prøver ikke at fremstille noget konkret. Deres abstrakte natur åbner værket op og inviterer til fri fortolkning, til subjektiv fortolkning. At beskue og fordybe sig i et abstrakt maleris frie strøm af farver og former beskrives af mange som at se sig selv i et spejl, måske et forvrængende af slagsen, et tryllespejl, et spejl for sjælen, som reflekterer underbevidstheden og fremkalder forskellige og tit meget personlige følelser og tanker.

Ekspressionismen er den strømning inden for abstrakt kunst som sætter følelserne i højsædet. Et ekspressionistisk maleri skabes ved, at kunstneren søger at udtrykke sine personlige, indre oplevelser og følelser frem for at gengive indtryk af den ydre virkelighed. Det er i ekspressionismen, at Lone Reedtz' kunst finder sine dybeste rødder.

Lone Reedtz maler ekspressive malerier som er dybt personlige og udtrykker aspekter af hendes indre landskab og energi. Fri for den forstyrrende kontekst af at male realistisk, forholder Lone sig intuitivt til et projekt, lader underbevidstheden arbejde sammen med nuet, lader følelserne udtrykke sig, giver nysgerrigheden fri leg og slipper hånden løs i et spontant, følelsesmæssigt udbrud af farve og form.

Den unikke, konstante bevægelse og farvespil skaber energiske, kraftfulde malerier, som udtrykker stærke, dramatiske følelser, ofte i et spontant og temperamentsfuldt udtryk, og hvor sårbarhed og styrke forenes.

Lone Reedtz skaber kunst der har sjæl og personlighed, kunst som vækker og stimulerer sanserne, kunst som taler til en og rammer lige i hjertet.  


Gå på opdagelse i Lone Reedtz’ univers af abstrakte ekspressive malerier her.

Udover på Lone Reedtz’ eget galleri i Haderslev, som kan besøges efter aftale, kan du opleve hendes malerier på kunstudstillinger og førende design og indretningsmesser.